Taxachauffører indtog onsdag Københavns gader og opfordrede til en modernisering af taxilovgivningen i Danmark. Vi er enige. En gennemgang af de nuværende regler vil gavne Danmark og taxachaufførerne.
En modernisering kan styrke hele branchen, åbne op for innovation og give borgerne valget, hvordan de bedst vil lade sig transportere. Vi ved, at det betyder meget for mange. Over 50.000 københavnere har allerede downloadet og brugt Ubers app inden for de seneste måneder.
Verdens byer ændrer sig hurtigt. Urbanisering og et presset offentligt transportudbud får folk til at vælge egen bil frem for bedre alternativer. Det betyder kort sagt, der er for mange forurenende køretøjer på vejene, vores by er fuld af parkerede biler og alt for mange mennesker sidder fast i trafikkøer. Men der er et alternativ til en fremtid, der lige nu ligner en parkeringsplads og bevæger sig som en trafikprop.
Uber er en digital virksomhed, der ved hjælp af internetteknologi forbinder folk, som gerne vil køre fra et sted til et andet med hjælp fra en, som tilbyder et sikkert og billigt lift. Vi ønsker at styrke byer, borgere og samfundet med en høj kvalitet af transportmuligheder, som for os betyder flere fleksible og pålidelige måder at komme rundt i byen på uden, at man behøver at eje en bil.
Sammen med andre nye mobilitetsservices er Uber med til helt at eliminere behovet for at eje egen bil, og disse services hjælper derfor med at skabe færre overfyldte veje, parkerede biler og renere byer. En ny rapport fra Copenhagen Economics viser, at services som f.eks. uberPOP kan spare 37.000 bilture per dag og hjælpe med at reducere CO2 udslippet med 49.000 ton om året i en by på størrelse med København*. Vi ser fremtiden for mobilitet som bæredygtig; fra at reducere overfyldte veje og udledningen af brændstof til at nedbringe transportomkostninger.
De tjenester vi tilbyder varierer fra by til by. Når rigtig mange mennesker ønsker at komme til netop samme sted på netop samme tidspunkt, bliver effekten af vores teknologi endnu højere. Tag eksempelvis byer som San Francisco og New York. Der er så mange mennesker nu, som bruger Uber, at vi kan hjælpe dem med at dele en bil ”on demand”. Køreren samler en person op, så en anden, derefter sætter hun en af, samler en ny op – og så videre.
Taxiloven blev til før opfindelsen af GPS, eller smartphones. Vi er derfor enige med taxiforeningerne om, at en revidering af den nuværende lovgivning er nødvendig, hvor sikkerhed, skat og fair konkurrence er nogle af de vigtigste elementer.
De fleste af folketingets partier har sagt, at en modernisering af taxaloven er nødvendig. Få har ment, at taxabranchen ikke er klar til ændring. I går har taxabranchen og fagforeninger klart meddelt, at branchen er klar til forandring. Sammen kan vi skabe en udvikling, der kommer borgere, byer, mijøet og økonomien til gavn.
Mathias Thomsen,
Direktør,
Uber Danmark
*Tallene stammer fra en rapport udført af Copenhagen Economics, der blev udgivet den 3. september 2015.